Hvordan løfter vi byens beton?

Andreas MortensenOpinion

Hvordan kan Danmarks udsatte boligområder styrkes og gøres velfungerende? Det spørgsmål er blevet debatteret heftigt siden starten af marts, da regeringen offentliggjorde sit “ghettoudspil” med titlen ‘Ét Danmark uden parallelsamfund - Ingen ghettoer i 2030’. Udspillet tager en række problematikker op og indeholder 22 initiativer fordelt på fem temaer, der omfatter fysisk omdannelse, ændring af beboersammensætning, styrket politiindsats, højere straffe og forskellige tiltag på børne-unge-området.


Som arkitektur- og planlægningsfaglig aktør og fortaler for den blandede by, brugerinvolvering og samskabelse vil vi med dette indlæg udfordre nogle af udspillets bagvedliggende forståelser, som vi mener er med til at mudre debatten omkring Danmarks udsatte boligområder. Ghetto-mærkatet – og dermed udspillet - bygger nemlig på en uhensigtsmæssig sammenblanding af faktiske og forestillede samfundsmæssige udfordringer.

Ghetto-myten

Med ghettobegrebet og definitionen af visse udsatte boligområder som ”ghettoer” blander man de socioøkonomiske variable indkomst, beskæftigelse, uddannelse og kriminalitet sammen med variablen etnicitet. Men hvad nu hvis etnicitet ikke er en relevant variabel i forhold til at løfte de udsatte boligområder?

Allerede i 2014 konkluderede Københavns Kommune og Arkitektforeningen i rapporten ’Evidens for sociale effekter af fysiske indsatser i udsatte boligområder’, at beboernes kulturelle og etniske baggrund ikke er afgørende for, om et område kan ændres fra socialt udsat til socialt balanceret.

Kort sagt er det altså ikke etnicitet, men snarere samspillet mellem boligsammensætning, arkitektur og samfundets sociale og økonomiske ulighed, der skaber og fastholder et udsat boligområde.


Dette samspil skaber en koncentration af udsatte borgere i visse almene boligområder, ofte af den modernistiske, betondominerede slags, fordi disse generelt set er mindre attraktive, men mere økonomisk tilgængelige, end eksempelvis parcelhuse, ejer- eller andelsboliger.

Stemplingen af visse områder som ”ghettoer” er dermed unødvendig og kan have flere kontraproduktive konsekvenser. Dels er stemplingen med til at styrke en os-dem-distinktion mellem gammel- og nydanskere, der kan fastholde de uønskede parallelsamfund. Dels er den skadelig for områdernes beboeres selvværd og stolthed over deres område, hvilket kan føre til en svækkelse af deres engagement og følelse af tilhør. Og dels er stemplingen med til at gøre områderne mindre attraktive udadtil, hvilket gør det sværere at tiltrække nye, ressourcestærke beboere til områderne.

Udfordringen ligger i den modernistiske betonarkitektur

Hvis man ser hen over brugen af ghettobegrebet, er der bred enighed om, at der er nogle grundlæggende problemer ved modernistisk betonbyggeri, som ofte udgør rammen om de udsatte almene boligområder. Mange eksempler fra hele verden understøtter denne påstand og adskillige studier har undersøgt, hvordan problemet kan løses.

Dette har regeringens udspil heldigvis øje for, da en af hovedkonklusionerne er, at strukturelle fysiske forandringer er et brugbart værktøj til at skabe forandringer i et udsat boligområde.

Det er dog vigtigt at huske på, at nedrivning aldrig bør træde i stedet for gode sociale indsatser og fysiske forbedringer af det eksisterende. Nedrivning er ikke et smart quick-fix, da nedrivning alene blot flytter de udsatte beboere til et andet sted.


Der er derfor altid brug for at supplere fysiske forandringer med sociale indsatser og støtte til eksisterende bottom-up-initiativer for at skabe holdbare forandringer i boligområderne.

Styrkelse af den stedspecifikke identitet

Der findes ingen universelle løsninger på de udsatte boligområders udfordringer, da hvert enkelt boligområde har særlige karakteristika, styrker og udfordringer. I vores arbejde med udsatte boligområder fra Høje-Taastrup til Marseille har vi erfaret, at borgerinddragelse og samskabelse er helt essentielt i udviklingen af byen for at sikre ejerskab og hensyntagen til et områdes særlige historie, kultur, styrker og udfordringer.

Det er derfor vigtigt at støtte en dialog og opbygge et handlingsorienteret fællesskab mellem de eksisterende beboere samt inddrage naboer, myndigheder og øvrige interessenter. Disse kan i fællesskab definere de nødvendige sociale og fysiske forandringer, der er gensidigt afhængige for at løfte et område.


Der skal støttes op om allerede eksisterende initiativer, som fungerer i de enkelte boligområder – det er også vores tilgang i vores arbejde. Vi kortlægger og identificerer områder gennem nøglepersoner, som er med til at skabe nye forbindelser på tværs af de mange aktører.

Ud over at arbejde med de udsatte boligområder er det også vigtigt at sikre, at det store flertal af almene boligområder, der i dag ikke er udsatte, videreudvikles som velfungerende, robuste områder. Det er dog tvivlsomt, om dette vil være muligt, hvis regeringens forslag om at finansiere ’ghettoudspillet’ ved at tage op mod 25 mia. kroner fra de almene lejeres fælles renoveringskasse, Landsbyggefonden, stemmes igennem.

Anerkendelse eller straf?

En god måde at styrke et område på er ved at tage udgangspunkt i den nye generation. Derfor er det positivt, at regeringens udspil også fokuserer på at sikre en god start på livet for børn og unge. Det er dog ærgerligt, at en stor del af regeringens tiltag på dette område anvender straf, tvang og kriminalisering som løsninger på udfordringerne.

Ofte skyldes problemer med unge, der ikke deltager, eller som skaber problemer i lokalområdet enten at de unge føler sig ekskluderede af samfundet og udviklingen eller store sociale udfordringer i hjemmet. En tilgang med fokus på at inkludere de unge og skabe dialog er derfor ofte værd at benytte. Fra vores arbejde med folkeskoler og gymnasier har vi erfaret, hvor vigtigt det er, at de unge føler, at de er medskabere i udviklingen af deres område, da det er med til at give dem en følelse af tilhør, anerkendelse og ejerskab.

Vi håber derfor, at der i den fremtidige debat vil være en større opmærksomhed omkring de lokale potentialer i de udsatte områder, og på at udvikle stedspecifikke løsninger i stedet for ”one-size-fits-all”.

Share this Post

Go back

Categories